Tillykke til Svend Bjerking – 40 år hos ODIN Engineering

I 1982 kom CD’en på markedet, og computeren Commodore 64 blev lanceret. 1982 var også året, hvor Svend Bjerking havde første arbejdsdag hos ODIN Engineering. I dag er Svend 62 år, og vi er stolte over, at han stadig er hos os. Svend har betjent drejebænken og er nu i montageafdelingen, og i dag fejrer vi hans 40-års jubilæum.

I dag er Dannebrog hejst hos ODIN Engineering. For vi fejrer, at vores gode kollega Svend Bjerking har været ansat i 40 år. Svend kom til ODIN allerede i 1976 som arbejdsdreng. Et halvt år senere gik han i mesterlære på fabrikken, og efter en kort tur i militæret var Svend i 1982 udlært og klar til at betjene drejebænken på maskinfabrikken i Slagelse.

Erfarne folk bygger forretningskritiske specialmaskiner

”Vi er glade for, at vores medarbejdere bliver hos os i mange år. Det er vigtigt, at ODIN har erfarne folk, der kender stedet og kulturen godt, så de kan føre ånden videre til de nye. Stort tillykke til Svend fra alle hos ODIN, vi glæder os over at fejre ham,” siger Mads S. Rasmussen, direktør hos ODIN Engineering.

Svend, der om lidt fylder 63, har i 20 år betjent drejebænken hos ODIN, og sidenhen har han været tilknyttet montageafdelingen, både på fabrikken og som rejsemontør. Det er altså ham, der er med til at samle de forretningskritiske specialmaskiner, som ODIN udvikler til industrivirksomheder.

ODIN har i al hemmelighed lavet en medalje, som Svend modtog i dag. Og det er ikke en hvilken som helst medalje. Den er fremstillet i titanium og udviklet i samarbejde med Teknologisk Institut.

THE ODIN WAY hele vejen

I 1982 kom CD’en på markedet for første gang, og hjemmecomputeren Commodore 64 blev lanceret. ODIN Engineering hed dengang ODIN Maskinfabrik, og direktøren hed Gorm Rasmussen. Fabrikken var mindre, og maskinerne brugte luftcylindere og kurveruller. Meget har ændret sig siden. ODIN er vokset, direktøren hedder Mads S. Rasmussen, og maskinerne nu er højteknologiske og computerstyrede, men tilgangen til opgaverne er den samme.

”Vi udvikler løsninger og bygger forretningskritiske specialmaskiner, som verden ikke har set endnu, – helt fra bunden. Derfor har vi brug for lige dele opfindsomhed, teknisk forståelse og engagement. Vi arbejder tæt sammen og bruger vores forskellige fagligheder til at bygge den bedste løsning til kundens behov, og vores kunder er internationale industrivirksomheder. Sådan arbejdede vi i 1982, og sådan arbejder vi hos ODIN i dag,” siger Svend.

Svend forklarer, at udtrykket THE ODIN WAY ikke er et nyt påfund. Det er et mantra, han selv er lært op med. Det betyder, at man altid går de ekstra skridt, der skal til for at løse kundernes udfordringer. Og at det kun kan lade sig gøre at udvikle unikke maskiner til unikke udfordringer, hvis der er et kreativt rum med plads til at udforske selv de mærkeligste ideer.

ODIN er en rar arbejdsplads

Det forpligter at være blandt de rutinerede kræfter på fabrikken, mener Svend. Det betyder noget for ham, at han kan give sine erfaringer videre til de unge. Det er hans bidrag til, at ODIN Engineering også i fremtiden har dygtige og engagerede medarbejdere – kloge hoveder og kloge hænder.

”Da jeg startede, stillede man ikke spørgsmål til de ting, der blev sagt. De unge i dag er mere selvstændige, de beder nogle gange om en mere uddybende forklaring. Jeg siger altid, at de er velkommen til at finde deres egen vej, de behøver ikke gøre det på min måde. Men slutproduktet er aldrig til diskussion: Kunden skal have en god oplevelse, og kvaliteten skal være i top, hver gang,” siger han.

Svend understreger, at sammenhold og teamwork er en central del af ODIN’s DNA. Man hjælper hinanden, og omgangstonen er respektfuld, også når der er travlt. Det skal man forstå, hvis man vil arbejde hos ODIN. Men så har man ifølge jubilaren også en arbejdsplads, hvor man har lyst til at være.

”Det er ikke et tilfælde, at jeg har været hos ODIN i 40 år. Når jeg vågner om morgenen, er jeg glad for, at jeg skal hen på fabrikken og møde mine kollegaer. Den følelse er guld værd for mig,” siger Svend.

Aktuelt

Unik chance for et kig bag facaden hos ODIN

4. oktober 2024

Den 10. oktober åbner ODIN Engineering og flere andre lokale virksomheder dørene for offentligheden og inviterer for første gang til

Når jobbet hos ODIN er det sidste normale

9. april 2024

For fire år siden var Michael Bøgeskov midt i livet som succesfuld indkøber hos ODIN Engineering. I dag er hans

Udvikling af industriens uddannelser

20. december 2023

ODIN Engineerings administrerende direktør, Mads S. Rasmussen, er blevet medlem af et uddannelsesudvalg i TEKNIQ Arbejdsgiverne. Dette udvalg vejleder arbejdsgiverforeningens

ODIN Engineering har ansat ny Sales & Relation Manager

23. oktober 2023

ODIN Engineerings nye Sales & Relation Manager Lars Wittrup har siden foråret arbejdet med det, han beskriver som et ønskejob,

Christian hjælper vores smedelærlinge til topkarakterer

1. september 2023

”Det er sjovt at lære fra sig,” siger Christian Nielsen, som gennem de seneste ti år har hjulpet vores smedelærlinge

Specialmaskiner med komponenter af 3D print i metal

3. maj 2023

ODIN Engineering er en maskinfabrik med tradition for at finde løsninger, der endnu ikke findes. Som noget forholdsvist nyt tages