Christian hjælper vores smedelærlinge til topkarakterer

”Det er sjovt at lære fra sig,” siger Christian Nielsen, som gennem de seneste ti år har hjulpet vores smedelærlinge igennem fagets mange finesser. Næsten alle lærlinge ender med en topkarakter til svendeprøven.

”Jeg starter altid med at gøre alle delene klar og bygger opgaven op derfra, så ved jeg, at tingene er i orden og målt op. Så ramler man ikke ind i noget uventet undervejs, og det er smart, hvis man vil løse opgaven ordentligt. Det lærer lærlinge hos os,” siger Christian Nielsen, smedesvend hos ODIN Engineering.

Gennem de seneste ti år har Christian Nielsen haft ansvaret for vores smedeværksted. Med sin store erfaring som klejnsmed er det ham, som går med smedelærlingene i store dele af læretiden. God planlægning, præcision og nogle enkle leveregler er nøglen til, at lærlingene lærer faget.

”Først og fremmest skal lærlingene møde til tiden. Det kan jeg godt lide. Og så må de gerne holde orden på arbejdspladsen. Men ellers er alle forskellige, og jeg forsøger at lære dem alt, hvad jeg kan. Det er sjovt at lære fra sig,” siger Christian Nielsen.

Smedelærlinge får egne opgaver efter 14 dage

Hver læretid starter med, at lærlinge bliver introduceret til værktøjerne i smedeværkstedet, og så går man i gang med de tre svejsemetoder: TIG-svejsning og to slags MAG-svejsning med forskellige tykkelser på svejsetrådene.

Opgaverne i smedjen varierer fra et beslag, som kan laves på en times tid, til halvstore stativer eller bundrammer, som det tager flere dage at bygge. Lærlinge får sine første opgaver med mindre beslag.

”Vi går stille og roligt i gang, og de fleste kan godt arbejde lidt med sine egne opgaver efter 14 dage. Jeg fortæller om opgaven og holder lidt øje med dem – ikke for meget – mens de udfører opgaven, så jeg kan stoppe processen, hvis de er lidt på afveje. Så slipper de for at lave for meget om,” forklarer Christian Nielsen og tilføjer:

”Vi har en rimelig fri hverdag, hvor vi selv styrer arbejdsdagen, og det er godt.”

Smedelærlingene kommer gennem alle processer

Smedelærlingene har perioder ude i de andre afdelinger hos ODIN Engineering. Eksempelvis går de sammen med industriteknikere på laserskærer og bukkemaskinen, ligesom de er med montageafdelingen ude at sætte nye specialmaskiner op, både i Danmark og i udlandet.

Ved at komme rundt til flere af ODIN’s afdelinger får smedelærlinge set ved selvsyn, at samarbejdet i hele processen betaler sig, og det nytter at gøre arbejdet præcist i første omgang.

”Der er en høj faglighed i det, vi laver. Især med nye opgaver tager jeg en dialog med kollegerne i montageafdelingen og spørger til, hvad der er nemmest for dem, inden jeg går i gang, og vores samarbejde gør os stærkere i opgaverne. Jeg går meget op i, at tingene er ordentligt slebet, inden vi sender dem ud ad porten,” siger Christian Nielsen.

12-taller gør smeden glad

Fire ud af fem lærlinge under Christian Nielsen har fået topkarakteren 12 til svendeprøven. Det glæder den garvede smed at lykkes med at give fagets mange finesser videre.

”Jeg er glad for at se, at det, jeg har puttet ind i dem, også virker. De bruger det, de har lært. Jeg tror, at de kan se, at når tingene er i orden, skal de ikke bruge tid på ændringer. Med en god forberedelse er de hjulpet godt på vej,” siger Christian Nielsen.

ODIN Engineerings næste smedelærling er også netop startet. Efter en uges praktik og en samtale om forventningerne blev der indgået aftale om, at lærlingen kunne starte efter sommerferien.

ODIN uddanner faglærte til industrien

Lærlingearbejdet har høj prioritet hos ODIN Engineering både i huset, men også udadtil.

Vores direktør Mads Rasmussen er med i flere lærlinge- og uddannelsesudvalg, ligesom vores EA & HR-manager Britta Hvalsø Olsen også er forankret i det lokale netværk Flere Faglærte. Det er et lokalt netværk, som arbejder på at bygge bro mellem folkeskole og uddannelse til en faglært karriere.

Desuden modtager ODIN også en del skolebesøg, skolepraktikanter, holder foredrag, virksomhedsbesøg mv. Alt sammen for at tiltrække flere til at tage en uddannelse som faglært i industrien.

Aktuelt

Når jobbet hos ODIN er det sidste normale

9. april 2024

For fire år siden var Michael Bøgeskov midt i livet som succesfuld indkøber hos ODIN Engineering. I dag er hans

Udvikling af industriens uddannelser

20. december 2023

ODIN Engineerings administrerende direktør, Mads S. Rasmussen, er blevet medlem af et uddannelsesudvalg i TEKNIQ Arbejdsgiverne. Dette udvalg vejleder arbejdsgiverforeningens

ODIN Engineering har ansat ny Sales & Relation Manager

23. oktober 2023

ODIN Engineerings nye Sales & Relation Manager Lars Wittrup har siden foråret arbejdet med det, han beskriver som et ønskejob,

Specialmaskiner med komponenter af 3D print i metal

3. maj 2023

ODIN Engineering er en maskinfabrik med tradition for at finde løsninger, der endnu ikke findes. Som noget forholdsvist nyt tages

Philip vendte tilbage: Har det godt hos ODIN

24. marts 2023

Som udlært klejnsmed forlod Philip Nordkvist ODIN Engineering for at søge andre udfordringer. Et par år senere er han vendt