Renovering af kanoner på ODIN Engineering gør Stigsnæs Kystbatteri levende igen
Igennem mere end et år stillede ODIN Engineering lokaler til rådighed for renovering af tre kanoner til Stigsnæs Kystbatteri, der har rødder 210 år tilbage til Englandskrigen.
De tre rustne 12-punds kanoner blev vækket til live efter originaltegninger fra Krigsmuseet. Kanonerne var skydeklar til genindvielsen af Stigsnæs Kystbatteri på Grundlovsdag i 2019.
Tre rustne kanoner blev tilbage i december 2017 flyttet fra befæstningen ved Stigsnæs Kystbatteri i Skælskør for at blive renset og renoveret til at stå klar på nye vogne, såkaldte rapperter i egetræ fra Borreby Gods.
Siden februar 2018 har tidligere direktør Gorm Rasmussen sammen med pensioneret skibstømrer Jan T. Sørensen og tømrermester Carl-Emil Frederiksen givet de tre kanoner nyt liv. Målet var at gøre dem skydeklar til genindvielsen for at genskabe historien om Stigsnæs Kystbatteri.
Renovering af kanoner hos ODIN Engineering
Hvordan får man årtiers jord, sten og skidt ud af tre kanonrør? Det var første udfordring for ”kanondrengene”, da de skulle sandblæse og derefter istandsætte kanonerne hos ODIN Engineering. Sten, øldåser og urenheder blev pillet ud af kanonløbene, hvorefter de blev vasket for jord. Efterfølgende blev der arbejdet hårdt på restaureringen og konstruktionen af nye rapperter til kanonerne i maskinhallen hos ODIN Engineering:
”Der har været fuld fart på hos ODIN, når Gorm og tømrerne har arbejdet på kanonerne. De har omdannet 150 år gammelt egetræ fra Borrebys skove, som for fem år siden blev skåret op og lagt til tørre, til tre nye kanonrapperter.”
”Der er også lavet nye jernbeslag til kanonerne, kanonløbene er blevet monteret i rapperter, og kanonrøret er blevet malet sort, så det er blevet flot og skinnende.”
I maj 2019 blev de nyrenoverede kanoner transporteret tilbage for at blive placeret på befæstningen ved Stigsnæs Kystbatteri. Dermed sluttede mere end et års arbejde med renovering og istandsættelse hos ODIN Engineering.
Kanon godt samarbejde i maskinhallen
Samarbejdet mellem Gorm Rasmussen og tømrerne har været velfungerende igennem hele projektet.
”Vi har hygget os og haft et kanon godt samarbejde. Der er blevet arbejdet hårdt og koncentreret i alle 1.500 arbejdstimer i løbet af året. Desuden var vi heldige at kunne få et hjørne i en af ODIN’s haller, og ja vi har også måttet flytte rundt afhængig af travlhed hos ODIN Engineering. Det var præmissen. Så vi har været, hvor der har været plads til os,” fortæller Gorm Rasmussen, der for otte år siden gav stafetten som direktør hos ODIN Engineering videre til sønnen Mads S. Rasmussen. På den måde har Gorm fået mere tid til sin store passion for både krudt, kugler og historiske våben.
De pensionerede fagfolk kunne hver bidrage med et ekspertområde. Jan Sørensen kunne byde ind med sine mange erfaringer med at bygge lavetter og rapperter til kanoner. Carl-Emil Frederiksen var ansvarlig for kanonlavetterne og bygning af et mandskabsrum og krudthus ved Stigsnæs Kystbatteri. Som kanonekspert, sortkrudtsskytte og historisk interesseret kunne Gorm Rasmussen byde ind med den historiske korrekthed og gengivelse til projektet, hvor han sørgede for, at renoveringen af kanonerne blev så tidstypiske som muligt.
Genindvielse af Stigsnæs Kystbatteri med store brag
Stigsnæs Kystbatteri er nu genetableret, næsten som det så ud, da det var fuldt bemandet og i brug fra 1808-14 under Englandskrigen.
Ved genindvielsen af Stigsnæs Kystbatteri blev alle budt velkommen til at besigtige både kanoner og batteri. Gorm Rasmussen var blandt flere iført tidstypisk uniform og kunne med stolthed vise kanonerne frem.
De tre kanoner blev ladet og affyret med i alt seks løse kanonskud med tilhørende røg ud fra kanonerne. Kanonernes brag vibrerede lang tid efter og kunne angiveligt høres helt til ODIN Engineering i Slagelse.
Foruden kanonerne er der blevet genrejst et mandskabsrum og et lille krudthus, som er tegnet i overensstemmelse med 1800-tallets byggeri og bygget på de originale placeringer.
Med genindvielsen af Stigsnæs Kystbatteri kan kanonerne ved kulturelle lejligheder skyde løst krudt udover Agersø Sund. Der er fremover mulighed for, at skoleelever og turister kan få undervisning i lokal europæisk historie.